[2026-07-26] Hvordan går det og hvordan har din uge været?

Første uge tilbage på arbejde efter ferien, og jeg havde forventet det bare skulle være totalt hygge, men der gik bare noget galt på daglig basis.

Og selv om det er super lækkert at have en underskrevet købsaftale, så er det lidt stressende at vente de 6 hverdage inden handlen er endelig.
Men bankgarentien er i hus, så jeg tvivler på at noget kan nå at gå galt.

Sidder og venter på bussen. Første dag tilbage på arbejde venter. Magter det ikke helt lige nu :-)

Ferien har været skøn, på trods af en fire-årig der har det svært. Hendes tics er faldet drastigt siden vi rettede lidt til i hverdagen. Den to-årige er bare meget to-årig, og vi arbejder med at forstå at slår gør andre kede af det, og at der findes andre måder at udtrykke frustration på. Det er et stort læringsmoment for en så lille, men han gør det så godt han kan. Og han er nu blefri hele dagen!! det virker til at han har fundet glæde ved toilettet. Den mindste grinede for første gang i går da jeg kilede ham. Det var en rigtig fantastisk oplevelse.

Nuvel, arbejde. Puha. Jeg har haft virkelig meget at se til de sidste måneder. Jeg er træt af det stigende misbrug blandt de mest udsatte. Nye måder at misbruge på, nye stoffer, renere stoffer, og priserne er faldet. Det mængdemæssige pres er bare vokset. Samtidig er der flere hjemløse end før, og det er ekstremt svært for dem at finde rundt i systemet når tilbud om bolig, forsorgshjem eller andet bliver tilbudt og afprøvet. Det ender alt for ofte galt. Og her tænker jeg, hvad mon jeg møder ind til.

Jeg mærker tydeligt hvordan det rammer hårdere efter nogen tid i en familieboble uden verdens larm omkring. Måske er jeg bare øm, eller også er det fordi jeg sidder her og skriver tankerne ned og møder dem med afstand.

Ledelsen har endelig besluttet sig for at søge en fagkoordinator. Jeg glæder mig rigtig meget til mere sparring og hurtigere gennemgang af de svære beslutninger. Der er brug for det.

Jeg er pænt flad. Jeg gik ind i ferien med slidte batterier, og nu kører det på pumperne (må man blande sine metaforer på den måde mon?). Det irriterer mig. Jeg har været sygemeldt pænt længe (belastningsreaktion) og syntes egentlig, jeg havde haft nogle måneder i foråret, hvor jeg kunne lidt mere, end jeg tidligere har kunnet, men nu er det helt afgjort gået over igen, så jeg har måttet melde afbud til næsten alting og sende resten af familien afsted på ture, mens jeg sidder herhjemme med diverse skavanker.

Det rigtig irriterende ved det er, at jeg som udgangspunkt tidligere har tænkt, at jeg i det mindste hele tiden fik det lidt bedre, selvom det gik meget langsomt. Det jeg dog i stedet ser, når jeg kigger tilbage på hvordan jeg faktisk har haft det over det sidste år eller halvandet, er ikke en opadgående kurve men mere en bølge. I perioder bedre, i perioder ringere, men gennemsnitligt omkring samme niveau. Jeg er begyndt at tænke, at det virker mere realistisk at se det her spænd som new normal. At jeg nok godt kan arbejde på at undgå de dybe dyp i bølgen, men at de niveauer jeg har oplevet er dem, der er normale fra nu af. Og det peger ind i en noget anderledes fremtid. Jeg havde nok tænkt det sådan lidt, at jeg måske blev nødt til at starte i noget fleksjob, inden jeg arbejdede mig op til et almindeligt job på nedsat tid. Det føles dog slet ikke realistisk, når jeg ser det herfra. Det føles mere som om de vigtige overvejelser kommer til at ligge på, om jeg realistisk set overhovedet kan holde til et fleksjob.

Altså jeg har det ok! Det ville ikke være supertrist for mig ikke at skulle arbejde igen. Det er bare mentalt ret forskelligt at se sig selv sådan, at man går herhjemme for at blive klar til at arbejde igen, og så sådan at man går herhjemme, fordi det bare er det man gør. Jeg er frustreret over ikke at vide, hvilken retning det faktisk går i. Tror godt jeg kunne tænke mig at fremskynde det hele, sådan at jeg vidste, hvor det skulle ende.